mandag den 29. juni 2015

Endelig 2040

Den 20. juni var dagen, hvor 2040 endelig udkom. 2040 er bog nummer 2 i Allatta projektet.


Allatta (på dansk Lad os skrive) er en ungdomsnovellekonkurrence for unge mellem 15 og 25 år. Målet med projektet var at stimulere skrivelysten hos de unge grønlændere og få gang i yngre litterære stemmer og give de stemmer et sted at komme ud.
Den første bog i projektet udkom i 2013 med titlen Inuusuttut - nunatsinni nunarsuarmilu = Ung i Grønland - ung i verden. Titlen var samtidig også det overordnede tema for novellekonkurrencen. Af de 10 vindere fra den første bog har to bøger  på vej, som udkommer i efteråret 2015 og en udkom med stor succes med hendes første bog sidste år, nemlig Homo Sapienne.


Da omgang nummer to af Allatta skulle sættes i gang blev temaet 2040 valgt, da det ville være interessant at se, hvordan de unge ser på deres fremtid. Heldigvis var der en del unge der gerne ville komme med deres bud på, hvordan Grønland ville se ud i 2040.


Den nye bog skulle selvfølgelig fejres. Nunatta Atuagaateqarfia lagde hus til. Efter planen skulle det havde foregået udenfor, men da vejret ikke ville makke ret, blev det hele rykket ind i børnebiblioteket.
Arrangementet blev sat i gang af den unge musiker Uyarakq som spillede elektronisk musik via hans gameboy. Musikken var også lavet via et program på samme gameboy, og bestod bl.a. at forskellige lyde fra gamle gameboy spil. Det var en anderledes oplevelse specielt for nogle af de lidt ældre deltagere til arrangementet.
Bagefter holdt Naalakkersuisoq for kultur Nivi Olsen tale. Hun sagde:




Kære alle sammen

Det er en dejlig dag i dag

For i dag har vi fået en hel flok nye unge grønlandske forfattere.

10 unge har fået deres første tekster udgivet.

10 unge sender os deres tanker om fremtiden – i år 2040.

I tog udfordringen op, skabte teksterne, og I turde sende dem ind,

og I vandt – en plads i den anden 'Allatta' bog.

Det er godt for jer: For når I kan skrive sådan, og tør stå frem,
- så kan I også gøre så meget andet i livet!

Det er godt for os: Fordi vi vil blive inspirerede af jeres tekster,
og så er det rigtig godt for andre unge, og børn:

Som nu oplever, at der er unge i Grønland der tør – fremlægge deres synspunkter offentligt, - og har viljen til gennemarbejde deres formuleringer!

Og selvom selve bogen nu er færdigtrykt, - så er processen kun lige startet for jer:

Nu skal I ud og vove; at præsentere jeres tekster, - forklare dem og forsvare dem.

Nye udfordringer og nye oplevelser er på vej, - I er startet på en rejse –

Stort tillykke – og held og lykke på rejsen!

Til sidst også stor tak til Landsbiblioteket, NAPA og Milik Publishing, fordi I - endnu engang - har taget de unge til jer, og I hjælper dem så godt i vej i denne læringsproces.

Tillykke – også til jer!
Og tillykke til alle os andre – som nu skal hjem og læse – om Verden i 2040.



Efter en kort intro læste tre af de unge forfattere op fra deres noveller, så tilhørerne fik en smagsprøve på, hvad der ventede dem i bogen.
Der blev sluttet af med mere musik.
Bogen blev selvfølgelig også solgt på dagen, og de af de unge forfattere som var tilstede signerede bøgerne, hvis man ønskede det.
Samtidig var udgivelsesarrangementer i Sisimiut og Illulissat (2 byer i Grønland), hvor nogle af de andre vindere bor.
Det bliver spændende at se, om der kommer mere fra de ti 2040 vindere som er: Debora Hansen Kleist, Kenny J. Fisker, Nukappi Boassen Wille, Karoline Lennert Sørensen, Sandra Mathiasen, Maasi Brøns Chemnitz, Ludvikka Tellesen, Ilannguaq Karlsen, Bibi Lund Olsen og Marco Lund Olsen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar